Kontorelev still_9.jpg

Revisor

En revisor er ekspert i regnskaber, årsrapporter, skat, moms mv. og beskæftiger sig med regnskaber og budgetter for forskellige virksomheder (deres kunder). Typisk vil revisoren også rådgive virksomhederne om deres økonomi og forretning.

Som udlært kontorassistent med speciale i revision bliver du typisk revisorassistent og dermed den godkendte (statsautorisede) revisors højre hånd; du løser en lang række opgaver, der giver revisoren et ideelt udgangspunkt for at yde solid rådgivning.

Ønsker du selv at blive godkendt revisor, kan du supplere kontoruddannelsen med HD-uddannelserne (HD1 og HD2) og kandidaten cand.merc.aud. – men du kan også sagtens gøre karriere i revisionsbranchen som udlært kontorassistent med speciale i revision.

Hvad laver en revisor?

Den godkendte revisor arbejder først og fremmest med virksomheders regnskab. Revisoren kontrollerer regnskabet, så alle tal er korrekte og står snorlige. Det betyder, at revisoren bl.a. skal bruge sin store viden om skat og moms og hjælper virksomheder med at indberette de rigtige tal til myndighederne. Med andre ord spiller revisoren en meget vigtig rolle for sine kunders – forskellige virksomheders – udvikling og økonomiske situation. Det er ofte revisoren, der opdager eventuelle fejl, og som rådgiver virksomheden om, hvordan økonomien kan optimeres – og det kan i sidste ende give en bedre bundlinje.

De konkrete arbejdsopgaver afhænger af den enkelte virksomhed, som revisoren hjælper. I store virksomheder vil revisoren typisk arbejde med dele af et regnskab, mens mindre virksomheder har brug for ‘allround’-hjælp med hele regnskabet.

Kontorelev still_2_kvadrat.jpg

Hvad tjener en revisor?

Startlønnen inden for revision- og regnskabsarbejde er i omegnen af 26.000-35.000 kr. pr. måned.

Lønniveauet og lønudviklingen afhænger af, hvilket karriere- og uddannelsesforløb man vælger, dvs. om man efter sin kontoruddannelse vil uddanne sig til statsautoriseret revisor, eller man vil benytte sin kontoruddannelse inden for revision til at arbejde som revisorassistent eller fx som controller eller bogholder.

Lønnen varierer og er bl.a. bestemt af den specifikke stillings indhold, ansvar, kvalifikationer, uddannelse og erfaring.

regnskab | årsrapporter | rådgivning

Hvordan bliver jeg revisor?

For at få revisorens fulde ansvarsområder skal man være ‘godkendt’ revisor og have en revisorkandidat (cand.merc.aud.) – men man kan også starte med at tage kontoruddannelsen med speciale i revision og efterfølgende supplere med videregående uddannelse på deltid og erhvervserfaring.

Mange supplerer kontoruddannelsen med HD-uddannelserne HD1 og HD2 (det erhvervsøkonomiske grundforløb), mens de arbejder i en revisionsvirksomhed og får en masse erfaring. En færdiggjort HD2 svarer til en bacheloruddannelse og giver derfor også adgang til kandidaten cand.merc.aud.

Alternativt vil bacheloruddannelsen i erhvervsøkonomi (HA på universitetsniveau) ofte give direkte adgang til cand.merc.aud. Læs evt. mere om de forskellige uddannelsesveje via universitet på UG’s side her.

Du kan også arbejde med revision og regnskab uden at være godkendt revisor, og i det tilfælde er kontoruddannelsen også et oplagt valg. Med speciale i revision kan du naturligvis arbejde som revisorassistent, men med dine solide kompetencer inden for bl.a. bogføring og regnskab kan du også gøre karriere uden for revisionsbranchen, fx som controller eller bogholder.

Kontorelev still_7_kvadrat.jpg

Adgangskrav og varighed

Du kan begynde på kontoruddannelsens grundforløb, når du har bestået folkeskolens afgangseksamen eller tilsvarende. Dit karaktergennemsnit i dansk og matematik ved afgangseksamen i 9. eller 10. klasse skal være mindst 2,0, og du skal være vurderet uddannelsesparat. Derefter skal du indsende din studievalgsportfolio og ansøgning på optagelse.dk.

Starter du på kontoruddannelsen lige efter folkeskolen, tager du en EUX, dvs. en kombineret erhvervsuddannelse og gymnasial eksamen. Det tager i alt fire år, og som udlært kontorelev kan du starte i en stilling som revisorassistent.

Har du allerede gennemført en gymnasial uddannelse, kan du starte direkte på hovedforløbet på kontoruddannelsen. Du er udlært efter to år og kan derefter starte i en stilling som revisorassistent.

Ønsker du efterfølgende at supplere med videregående uddannelse, bør du være opmærksom på, at optagelse på cand.merc.aud. kan kræve, at du har haft en bestemt studieretning på den adgangsgivende uddannelse og/eller særlige suppleringsfag. Derfor er det en god idé at undersøge kravene på det uddannelsessted, du vil søge optagelse på.

Hvad gør jeg herfra?

Uanset om du kommer fra folkeskolen eller gymnasiet, skal du vælge et speciale og på sigt finde en virksomhed, som du kan være elev hos.

Se mere om din vej til og gennem kontoruddannelsen under "Find din vej", og vælg "Ledige elevstillinger", hvis du vil se, hvilke virksomheder der søger kontorelever netop nu – det kan måske gøre dig klogere på de karriereveje, du kan gå.