
Anne gik ind i transportbranchen som spørgelysten akademiker – og ud som speditør

Anne har aldrig været typen, der bare trykker “send”. Hun spørger, til hun forstår – og det gør hun, fordi hun vil gøre tingene ordentligt. Den tilgang tog hun også med sig, da hun i 2023 begyndte som kontorelev hos Ancotrans.
Med en bachelor i erhvervsøkonomi og psykologi samt erfaring som kontormedarbejder havde hun allerede en god fornemmelse for, hvad kontoruddannelsen ville indebære – men i sit elevforløb blev hun alligevel overrasket over det ansvar, hun blev givet, og den erfaring, hun fik med at sætte teorien i spil i den virkelige verden. Hun kom tæt på chauffører, disponenter og teamledere og erfarede, at god logistik starter ved den gode relation.
I dag er hun udlært speditør og går stadig til opgaverne med samme nysgerrighed og faglige grundighed, som fik hende til at stille spørgsmål fra starten.
Speciale: Spedition og shipping
“Jeg vil gerne forstå, hvad det er, jeg arbejder med, og hvorfor vi gør, som vi gør. Det er min overbevisning, at hvis man forstår meningen bag, så er det også lettere at gøre et godt stykke arbejde.”

Midt i omorganiseringer gik Anne nysgerrigt til værks
Allerede kort inde i elevforløbet hos Ancotrans blev Anne en del af en nyoprettet arbejdsgruppe på grund af en større omorganisering i virksomheden. Det betød travle dage og mange ubekendte faktorer. For i speditionsbranchen går tingene nogle gange stærkt, og der skal tages hurtige beslutninger. Her gik Anne nysgerrigt til værks og insisterede på at spørge ind og lære af sine kolleger.
“Jeg synes, man får meget ud af at spørge dem, der har været i branchen i lang tid. De har jo meget læring at dele ud af, så det synes jeg altid, er godt givet ud.”
I sin tid hos Ancotrans kom Anne hurtigt i kontakt med både disponenter, teamledere og chauffører. Det krævede, at hun kunne navigere mellem forskellige behov og arbejdstilgange. Her fandt hun sin rolle ved at være nysgerrig og opsøgende. Hun ville nemlig forstå tingene i dybden, både fagligt og forretningsmæssigt.
“Jeg vil gerne forstå, hvad det er, jeg arbejder med, og hvorfor vi gør, som vi gør. Det er min overbevisning, at hvis man forstår meningen bag, så er det også lettere at gøre et godt stykke arbejde.
”For at samarbejdet fungerer bedst muligt, er det helt essentielt at vide, hvordan vi hver især arbejder – på tværs af fagligheder. Chaufførernes arbejdsdag ser jo helt anderledes ud end min egen, og derfor har det været vigtigt for mig at sætte mig ind i, hvordan de arbejder.”

God logistik starter ved den gode relation
En stor del af Annes elevforløb handlede om at forstå hele virkeligheden i og omkring transporten – også ude på vejene. For i speditionsbranchen mødes mennesker med vidt forskellige arbejdsgange, og det kræver noget særligt at skabe forståelse på tværs af fagligheder. Den evne mestrede Anne hurtigt. Samarbejdet med chaufførerne var en vigtig del af hendes hverdag, og her oplevede hun, hvor meget det betyder at være i øjenhøjde med de mennesker, man samarbejder med. ”For at samarbejdet fungerer bedst muligt, er det helt essentielt at vide, hvordan vi hver især arbejder – på tværs af fagligheder. Chaufførernes arbejdsdag ser jo helt anderledes ud end min egen, og derfor har det været vigtigt for mig at sætte mig ind i, hvordan de arbejder.”
Det blev hurtigt tydeligt for hende, hvordan små justeringer og god kommunikation kan gøre en stor forskel. Hun opdagede, at den gode relation var vigtig for at skabe et trygt arbejdsrum, der gjorde, at man kunne spørge hinanden til råds, når der var tekniske ting, man ikke havde så stort kendskab til. Det skabte også et bedre flow i planlægningen og arbejdsgangene, erfarede hun.
“Jeg synes, at speditionsbranchen er spændende, fordi det er en blanding af logistik og menneskelige relationer.”

Erfaringer, man ikke kan læse sig til
Anne har en bachelor i erhvervsøkonomi og psykologi og overvejede egentlig at tage en kandidat. Men lysten til at komme ud og bruge sin viden i praksis trak mere. I sit sabbatår havde hun arbejdet som kontormedarbejder og fået en fornemmelse for, hvad spedition kunne være – og som elev hos Ancotrans blev teorien for alvor koblet til virkeligheden. Hun fik ansvar, relationer og erfaringer, der satte hendes faglighed i spil på nye måder.
“Jeg er rigtig glad for den bachelor, jeg har med i bagagen, for den har helt sikkert givet mig erfaringer og en forretningsforståelse, som jeg har kunne trække på siden. Men jeg havde svært ved at se, hvor jeg ville hen med den. Og så tiltalte kontoruddannelsen mig, fordi man lærer det faglige, mens man får erfaring med det i praksis.”
Anne modtog DI og HK’s Fagprøvepris 2025 for sin afsluttende fagprøve, som hun skrev med udgangspunkt i sit elevforløb hos Ancotrans. En pris, der hvert år uddeles til originale og særligt gode fagprøver inden for de merkantile uddannelser. I sin fagprøve satte Anne både klima og konkurrenceevne i centrum. Her udviklede hun en CO2-beregner, der hjælper både kunder og kolleger med at vælge de mest klimavenlige og effektive transportløsninger.
For Anne handler det ikke kun om logistik. Det handler også om at forstå mennesker. Om at få en chaufførs dag til at hænge sammen. Om at finde løsninger, når noget ikke går efter planen. Og om at stå på mål for det, man laver – både over for kolleger og kunder.
“Jeg synes, at speditionsbranchen er spændende, fordi det er en blanding af logistik og menneskelige relationer.”
I dag er Anne udlært og fastansat hos Ancotrans. Hun ser kontoruddannelsen som en stærk vej for dem, som vil ud at prøve kræfter med deres faglighed i den virkelige verden i løbet af uddannelsesforløbet. Og dem, som kan lide at arbejde i en virkelighed, hvor tingene ikke bare skal forstås, men også fungere.
Publiceret 18. november 2025
Flere fortællinger
Klik nedenfor, hvis du vil læse interviews med flere kontorelever – der har valgt andre specialer.

Vil du vide mere om kontoruddannelsen?
Her på blivkontorelev.dk har vi samlet en hel masse info om kontoruddannelsen og det at være kontorelev. Klikker du i menuen øverst til højre kan du bl.a. få indblik i de seks specialer og læse eksempler på, hvilke typer jobs man kan komme til at sidde i som udlært.
Du kan også undersøge med det samme, hvilke veje der fører til kontoruddannelsen, ved at klikke på "Find din vej" nedenfor. Eller du kan se, hvilke virksomheder der søger kontorelever netop nu ved at vælge "Ledige elevstillinger". Det kan måske gøre dig klogere på de karriereveje, man kan gå.
FAQ
Er der noget, du er i tvivl om? Tjek vores liste over ofte stillede spørgsmål.
Du har måske hørt, at kontoruddannelsen består af flere dele – herunder et grundforløb og et hovedforløb. Hvis du kommer direkte fra folkeskolens 9. eller 10. klasse, skal du helt rigtigt starte med det, vi kalder ”grundforløbet”.
Et grundforløb er en typisk første del af en erhvervsuddannelse. Her har du en række gymnasiale og kontorspecifikke fag, hvor du bliver klogere på, hvad du kunne have lyst til at specialisere dig i, når du undervejs i det studiekompetencegivende forløb skal vælge speciale. Grundforløbet er inddelt i to, GF1 og GF2, og varer op til 2x20 uger (ca. 1 år).
Hvis du kommer fra gymnasiet, tager du ikke grundforløbet, men starter (næsten) direkte på hovedforløbet – dvs. som elev på en arbejdsplads. Læs mere om netop din vej til kontoruddannelsen her.
Det studiekompetencegivende forløb kalder vi også ”EUX-året” på kontoruddannelsen. Det varer ca. 1 år (40 uger) og ligger mellem grundløbet og hovedforløbet (dvs. 2. år af uddannelsen). Her afslutter du en række gymnasiale fag, hvilket giver dig adgang til hovedforløbet. Det er også her, du vælger speciale og finder din elevplads.
Hvis du kommer fra gymnasiet, skal du ikke gennemføre et studiekompetencegivende forløb. Derimod starter du (næsten) direkte på hovedforløbet – dvs. som elev på en arbejdsplads. Læs mere om netop din vej til kontoruddannelsen her.
Kontoruddannelsen har seks specialer: administration, offentlig administration, spedition og shipping, økonomi, revision og advokatsekretær.
Inden du starter på hovedforløbet, har du mulighed for at vælge, hvad netop du har lyst til at specialisere dig i. Det, du vælger, kommer du til at specialisere dig i gennem to år som elev på en arbejdsplads (hovedforløbet).
Hovedforløbet strækker sig over to år og er den sidste del af kontoruddannelsen. Under hovedforløbet er du elev på en arbejdsplads, du selv har valgt, og du specialiserer dig inden for dit valgte område. Udover at lære og suge til dig på din arbejdsplads vil der være mellem 7-15 ugers skoleophold fordelt på de to år. Det vil sige, at langt størstedelen af hovedforløbet foregår ”ude i virkeligheden”.
Hvis du kommer fra STX, HF eller HTX, finder du en skole nær dig, der udbyder kontoruddannelsens grundforløb til studenter, og tager et fem ugers forløb med relevante kontorfag.
Kommer du fra HHX, eller har du allerede tidligere gennemført kontoruddannelsens EUX-forløb, skipper du dette forløb.
Læs mere om netop din vej til kontoruddannelsen her.
En elevplads er en plads hos en virksomhed eller offentlig instans, som du laver en såkaldt uddannelsesaftale med. Det vil sige, at begge parter – både du og arbejdsgiver – underskriver en kontrakt, og arbejdsgiveren forpligter sig til at tage dig i lære i henhold til reglerne for kontoruddannelsen.
Det er som elev på denne arbejdsplads, at du tager dit 2-årige hovedforløb og bliver lært op inden for dit valgte speciale.
Se, hvilke virksomheder der søger kontorelever netop nu, her.
Ja, flere af kontoruddannelsens specialer giver gode muligheder for ophold i udlandet. Du kan vælge selv at finde en virksomhed i udlandet og benytte den ordning, der hedder oplæring i udlandet, når du er færdig med det indledende EUX-forløb.
Du kan også blive ansat i en dansk virksomhed, der udstationerer sine kontorelever for en kortere eller længere periode. Det gælder fx inden for specialet spedition og shipping. Du kan evt. tjekke siden Ledige elevstillinger ud og kigge efter opslag under ”spedition og shipping”, der omtaler en elevtid i et internationalt miljø.
Endelig tilbyder en række af erhvervsskolerne også studieture på det indledende EUX-forløb, og der kan også være studieture med skolen, når du er blevet ansat som elev i en dansk virksomhed.
Som kontorelev får du allerede løn under din uddannelse, både i læreplads- og skoleperioderne. Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området, og du får løn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft. Din elevløn afhænger af, om du er fyldt 25 år. Er du under 25 år, er din startløn som som regel ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år, og din elevløn stiger typisk, mens du er under uddannelse. Er du fyldt 25 år, er du voksenelev, og din startløn som elev er som regel højere. Den vil typisk ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området (Kilde: ug.dk) Din løn som udlært kontorassistent afhænger bl.a. af den stilling, du får, og hvilke ansvarsområder du bliver tildelt. Din løn vil også ændre sig med tiden, efterhånden som du får erfaring og nye ansvarsområder. Du kan læse mere om lønniveauer for forskellige stillinger, og hvilke forhold der bestemmer dem, ved at klikke rundt på vores side om jobeksempler. Listen er langtfra udtømmende, men giver en idé om nogle af dine muligheder som udlært.
Vi troede aldrig, du ville spørge: Din vej til kontoruddannelsen afhænger bl.a. af din alder, og om du kommer fra folkeskolen eller gymnasiet. Klik her for at blive klogere og finde netop din vej.
For at begynde på grundforløbet skal du have bestået folkeskolens afgangseksamen eller tilsvarende. Dit karaktergennemsnit i dansk og matematik ved afgangseksamen i 9. eller 10. klasse skal være mindst 2,0, og du skal være vurderet uddannelsesparat. Derefter skal du indsende din studievalgsportfolio og ansøgning på optagelse.dk.
Har du allerede en gymnasial uddannelse, opfylder du også adgangskravene.
Det kan du tro. Faktisk er det et krav, at du tager kontoruddannelsen som et EUX-forløb. Det betyder, at du skal have en række fag på gymnasialt niveau – og at du efter endt uddannelse også modtager et bevis på din erhvervsfaglige studentereksamen.
Ja, flere skoler udbyder et online grundforløb. Uddannelsens niveau vil være det samme online, som hvis du tager uddannelsen fysisk på skolen, og du skal nå de samme uddannelsesmål og bestå de samme eksamener. Du kan imidlertid ikke gennemføre hovedforløbet online – her tilknyttes du en arbejdsplads og vil ofte arbejde fysisk på arbejdspladsen.
Du afslutter uddannelsen med en fagprøve, og du modtager et uddannelsesbevis. Du får også det endelige EUX-bevis (erhvervsfaglig studentereksamen), hvis du har gennemført et EUX-forløb forud for hovedforløbet.
Absolut! Uanset hvad du specialiserer dig i på kontoruddannelsen, har du gode muligheder for at læse videre på et fuldtidsstudie, og/eller du kan tage efteruddannelseskurser ved siden af dit faste job.
I kontoruddannelsen er indbygget en EUX, så du får automatisk en gymnasial uddannelse sammen med dine færdigheder som kontorassistent. Det betyder, at du fx kan læse videre på en professionsuddannelse eller på universitetet. Det eneste, du skal være opmærksom på, er, at nogle videregående uddannelser kræver, at du har gennemført bestemte gymnasiefag på et bestemt niveau – i så fald vil du kunne tage suppleringskurser (GSK) forud for optagelse.
Du har også rig mulighed for at efteruddanne dig, mens du arbejder. På den måde kan du beholde dit job og tage kurser ved siden af, der giver dig nye og flere kompetencer.
Dine karrieremuligheder er mange! Du har for det første gode muligheder for fastansættelse på den arbejdsplads, du har været elev på – og hvis du søger nye udfordringer, vil du kunne bringe dine kompetencer i spil på en anden arbejdsplads. På den måde har du et ideelt udgangpunkt for at vælge, om du vil starte din karriere på en stor eller lille arbejdsplads, om du vil arbejde i det offentlige eller det private, og om du vil flytte arbejdsadresse til et andet sted i landet. Du kan læse et par eksempler på, hvad du kan blive som udlært kontorassistent her.
Hvis du har afsluttet enten 9. eller 10. klasse for mere end to år siden, og du er under 25 år, skal du begynde direkte på det, der hedder grundforløb 2. Det er et forløb, der varer 20 uger (½ skoleår) efterfulgt at et studiekompetencegivende forløb på 40 uger (ca. 1 år), og herefter fortsætter du på kontoruddannelsens hovedforløb.
Du kan se en grafik over forløbet her – men vær opmærksom på, at du altså springer grundforløb 1 over.
Er du fyldt 25 år, kan du læse mere under FAQ-punktet “Kan jeg tage kontoruddannelsen som voksen (+25 år)?”
Ja! Hvis du er fyldt 25 år, når du starter på kontoruddannelsen, er du voksenelev og gennemfører uddannelsen efter særlige regler om voksenspor, EUV (erhvervsuddannelse for voksne). De særlige regler indebærer bl.a., at uddannelsesforløbet typisk er kortere end uddannelsesforløbet for unge, og forløbet starter altid med en realkompetencevurdering på skolen. Du kan læse mere om EUV og realkompetencevurdering her.