
Aysegül forfulgte sine interesser – og skabte en karriere med mening og ansvar

Aysegül havde ikke en færdig karriereplan, da hun begyndte på kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration.
Hun vidste bare, at hun ikke ville sidde fast, at hun ville have et alsidigt arbejdsliv med mange forskellige opgaver, og at hun havde det bedst, når hun fik lov at tage ansvar.
Allerede i sin elevtid på kontoruddannelsen oplevede Aysegül, at hun netop fik stort ansvar. Hun så, at de opgaver, hun løste, gjorde en forskel. Og hun forstod hurtigt, at kontoruddannelsen åbnede døre til mange forskellige opgaver, funktioner og arbejdspladser, som hun ellers havde forbundet med videregående uddannelser.
Kort sagt: For Aysegül blev kontoruddannelsen hendes vej til spændende arbejdspladser og til at arbejde med de opgaver, der interesserer hende mest.
Speciale: Offentlig administration
“Jeg har aldrig været bange for at tage ansvar. Kontoruddannelsen har givet mig mulighed for at finde min egen vej og vælge de opgaver, der interesserer mig.”

Et arbejdsliv med mange overraskelser
Aysegül hørte første gang om kontoruddannelsen gennem en veninde, der var kontorelev. Og Aysegül stillede veninden mange spørgsmål, inden hun selv startede – for hun havde en del forestillinger og fordomme om det at arbejde på kontor.
“Jeg troede jo, at det var et ret kedeligt job. Jeg forestillede mig gamle, sure damer bag skærme og tørt papirarbejde. Men jeg blev hurtigt klogere, På min elevplads havde jeg kolleger i alle aldre, og der var en virkelig god stemning med jokes og mange smil.”
Aysegül blev også overrasket over, hvor mange forskellige funktioner hun kunne sidde i som elev, bl.a. med HR, økonomi og indkøb. Og så overraskede det hende, hvor meget kontorarbejdet også handler om mennesker, samarbejde og løsninger.
Hun fik sin første elevplads som indkøber på Sankt Hans Hospital, senere arbejdede hun som afdelingsledelsessekretær, skolesekretær og teamkoordinator, og i dag arbejder Aysegül som teamkoordinator på Bispebjerg Hospital. Her har hun en hverdag fyldt med planlægning, koordinering, kommunikation og beslutninger, som er med at få en hel afdeling til at fungere.
“Jeg er blevet mødt af fordomme – og har også selv haft fordomme – om det at arbejde på kontor. Men jeg må bare sige, at jeg blev meget positivt overrasket, da jeg startede på min første elevplads. Og jeg har været så glad for det lige siden.”

Frihed til at forme sin egen vej
Netop fordi Aysegül ønskede at holde mange døre åbne til opgaver og funktioner i sit arbejdsliv, valgte hun specialet offentlig administration.
“Med specialet offentlig administration er jeg ikke bundet af, at jeg hele min karriere skulle sidde i en bestemt afdeling eller kun arbejde med ét område. Jeg kan vælge de ting inden for mit brede fag, som jeg synes er spændende.”
Og så har kontoruddannelsen også givet Aysegül frihed til at prøve nye ting og skifte retning undervejs.
“Efter mit job som afdelingssekretær på Gentofte Hospital prøvede jeg noget helt andet som skolesekretær. Det var spændende, men jeg valgte at vende tilbage til sundhedsvæsenet, fordi det føltes som den rigtige retning for mig.”
Med andre ord har kontoruddannelsen givet Aysegül mulighed for at arbejde inden for forskellige områder, mærket efter, hvad der føltes rigtigt, og på den måde formet sin egen karrierevej.
“Kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration har givet mig rigtig mange muligheder – og frihed til at vælge mellem mange forskellige arbejdspladser og funktioner.”

Fra HR-opgaver til hjemmeside og sociale medier
I sin nuværende stilling som teamkoordinator på Bispebjerg Hospital har Aysegül mange arbejdsopgaver, der spænder bredt. Hun er bl.a. ansvarlig for, at HR-opgaverne i afdelingen bliver effektueret, hun sørger for at opdatere systemer, hun planlægger arrangementer – og så er hun også webredaktør på afdelingens hjemmeside, ligesom hun skriver opslag på LinkedIn.
Netop sociale medier fylder mere og mere i Aysegüls arbejde, fordi flere af de teams, der er tilknyttet hospitalet, ønsker at kommunikere om deres forskning og arbejde – og Aysegül synes, det er spændende at være med til at udtænke, hvordan nye opgaver og formater skal gribes an.
Og så sætter Aysegül også stor pris på, at en stor del af hendes arbejde indebærer at tage ejerskab.
“Jeg har mandatet til at sige, hvordan tingene skal gøres. Jeg uddelegerer opgaver, prioriterer og sikrer, at tingene bliver løst effektivt. Det er fedt at kunne tage ansvar og mærke, at det gør en forskel.”
Publiceret 21. maj 2025
Flere fortællinger
Klik nedenfor, hvis du vil læse interviews med flere kontorelever – der har valgt andre specialer.

Vil du vide mere om kontoruddannelsen?
Her på blivkontorelev.dk har vi samlet en hel masse info om kontoruddannelsen og det at være kontorelev. Klikker du i menuen øverst til højre kan du bl.a. få indblik i de seks specialer og læse eksempler på, hvilke typer jobs man kan komme til at sidde i som udlært.
Du kan også undersøge med det samme, hvilke veje der fører til kontoruddannelsen, ved at klikke på "Find din vej" nedenfor. Eller du kan se, hvilke virksomheder der søger kontorelever netop nu ved at vælge "Ledige elevstillinger". Det kan måske gøre dig klogere på de karriereveje, man kan gå.
FAQ
Er der noget, du er i tvivl om? Tjek vores liste over ofte stillede spørgsmål.
Du har måske hørt, at kontoruddannelsen består af flere dele – herunder et grundforløb og et hovedforløb. Hvis du kommer direkte fra folkeskolens 9. eller 10. klasse, skal du helt rigtigt starte med det, vi kalder ”grundforløbet”.
Et grundforløb er en typisk første del af en erhvervsuddannelse. Her har du en række gymnasiale og kontorspecifikke fag, hvor du bliver klogere på, hvad du kunne have lyst til at specialisere dig i, når du undervejs i det studiekompetencegivende forløb skal vælge speciale. Grundforløbet er inddelt i to, GF1 og GF2, og varer op til 2x20 uger (ca. 1 år).
Hvis du kommer fra gymnasiet, tager du ikke grundforløbet, men starter (næsten) direkte på hovedforløbet – dvs. som elev på en arbejdsplads. Læs mere om netop din vej til kontoruddannelsen her.
Det studiekompetencegivende forløb kalder vi også ”EUX-året” på kontoruddannelsen. Det varer ca. 1 år (40 uger) og ligger mellem grundløbet og hovedforløbet (dvs. 2. år af uddannelsen). Her afslutter du en række gymnasiale fag, hvilket giver dig adgang til hovedforløbet. Det er også her, du vælger speciale og finder din elevplads.
Hvis du kommer fra gymnasiet, skal du ikke gennemføre et studiekompetencegivende forløb. Derimod starter du (næsten) direkte på hovedforløbet – dvs. som elev på en arbejdsplads. Læs mere om netop din vej til kontoruddannelsen her.
Kontoruddannelsen har seks specialer: administration, offentlig administration, spedition og shipping, økonomi, revision og advokatsekretær.
Inden du starter på hovedforløbet, har du mulighed for at vælge, hvad netop du har lyst til at specialisere dig i. Det, du vælger, kommer du til at specialisere dig i gennem to år som elev på en arbejdsplads (hovedforløbet).
Hovedforløbet strækker sig over to år og er den sidste del af kontoruddannelsen. Under hovedforløbet er du elev på en arbejdsplads, du selv har valgt, og du specialiserer dig inden for dit valgte område. Udover at lære og suge til dig på din arbejdsplads vil der være mellem 7-15 ugers skoleophold fordelt på de to år. Det vil sige, at langt størstedelen af hovedforløbet foregår ”ude i virkeligheden”.
Hvis du kommer fra STX, HF eller HTX, finder du en skole nær dig, der udbyder kontoruddannelsens grundforløb til studenter, og tager et fem ugers forløb med relevante kontorfag.
Kommer du fra HHX, eller har du allerede tidligere gennemført kontoruddannelsens EUX-forløb, skipper du dette forløb.
Læs mere om netop din vej til kontoruddannelsen her.
En elevplads er en plads hos en virksomhed eller offentlig instans, som du laver en såkaldt uddannelsesaftale med. Det vil sige, at begge parter – både du og arbejdsgiver – underskriver en kontrakt, og arbejdsgiveren forpligter sig til at tage dig i lære i henhold til reglerne for kontoruddannelsen.
Det er som elev på denne arbejdsplads, at du tager dit 2-årige hovedforløb og bliver lært op inden for dit valgte speciale.
Se, hvilke virksomheder der søger kontorelever netop nu, her.
Ja, flere af kontoruddannelsens specialer giver gode muligheder for ophold i udlandet. Du kan vælge selv at finde en virksomhed i udlandet og benytte den ordning, der hedder oplæring i udlandet, når du er færdig med det indledende EUX-forløb.
Du kan også blive ansat i en dansk virksomhed, der udstationerer sine kontorelever for en kortere eller længere periode. Det gælder fx inden for specialet spedition og shipping. Du kan evt. tjekke siden Ledige elevstillinger ud og kigge efter opslag under ”spedition og shipping”, der omtaler en elevtid i et internationalt miljø.
Endelig tilbyder en række af erhvervsskolerne også studieture på det indledende EUX-forløb, og der kan også være studieture med skolen, når du er blevet ansat som elev i en dansk virksomhed.
Som kontorelev får du allerede løn under din uddannelse, både i læreplads- og skoleperioderne. Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området, og du får løn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft. Din elevløn afhænger af, om du er fyldt 25 år. Er du under 25 år, er din startløn som som regel ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år, og din elevløn stiger typisk, mens du er under uddannelse. Er du fyldt 25 år, er du voksenelev, og din startløn som elev er som regel højere. Den vil typisk ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området (Kilde: ug.dk) Din løn som udlært kontorassistent afhænger bl.a. af den stilling, du får, og hvilke ansvarsområder du bliver tildelt. Din løn vil også ændre sig med tiden, efterhånden som du får erfaring og nye ansvarsområder. Du kan læse mere om lønniveauer for forskellige stillinger, og hvilke forhold der bestemmer dem, ved at klikke rundt på vores side om jobeksempler. Listen er langtfra udtømmende, men giver en idé om nogle af dine muligheder som udlært.
Vi troede aldrig, du ville spørge: Din vej til kontoruddannelsen afhænger bl.a. af din alder, og om du kommer fra folkeskolen eller gymnasiet. Klik her for at blive klogere og finde netop din vej.
For at begynde på grundforløbet skal du have bestået folkeskolens afgangseksamen eller tilsvarende. Dit karaktergennemsnit i dansk og matematik ved afgangseksamen i 9. eller 10. klasse skal være mindst 2,0, og du skal være vurderet uddannelsesparat. Derefter skal du indsende din studievalgsportfolio og ansøgning på optagelse.dk.
Har du allerede en gymnasial uddannelse, opfylder du også adgangskravene.
Det kan du tro. Faktisk er det et krav, at du tager kontoruddannelsen som et EUX-forløb. Det betyder, at du skal have en række fag på gymnasialt niveau – og at du efter endt uddannelse også modtager et bevis på din erhvervsfaglige studentereksamen.
Ja, flere skoler udbyder et online grundforløb. Uddannelsens niveau vil være det samme online, som hvis du tager uddannelsen fysisk på skolen, og du skal nå de samme uddannelsesmål og bestå de samme eksamener. Du kan imidlertid ikke gennemføre hovedforløbet online – her tilknyttes du en arbejdsplads og vil ofte arbejde fysisk på arbejdspladsen.
Du afslutter uddannelsen med en fagprøve, og du modtager et uddannelsesbevis. Du får også det endelige EUX-bevis (erhvervsfaglig studentereksamen), hvis du har gennemført et EUX-forløb forud for hovedforløbet.
Absolut! Uanset hvad du specialiserer dig i på kontoruddannelsen, har du gode muligheder for at læse videre på et fuldtidsstudie, og/eller du kan tage efteruddannelseskurser ved siden af dit faste job.
I kontoruddannelsen er indbygget en EUX, så du får automatisk en gymnasial uddannelse sammen med dine færdigheder som kontorassistent. Det betyder, at du fx kan læse videre på en professionsuddannelse eller på universitetet. Det eneste, du skal være opmærksom på, er, at nogle videregående uddannelser kræver, at du har gennemført bestemte gymnasiefag på et bestemt niveau – i så fald vil du kunne tage suppleringskurser (GSK) forud for optagelse.
Du har også rig mulighed for at efteruddanne dig, mens du arbejder. På den måde kan du beholde dit job og tage kurser ved siden af, der giver dig nye og flere kompetencer.
Dine karrieremuligheder er mange! Du har for det første gode muligheder for fastansættelse på den arbejdsplads, du har været elev på – og hvis du søger nye udfordringer, vil du kunne bringe dine kompetencer i spil på en anden arbejdsplads. På den måde har du et ideelt udgangpunkt for at vælge, om du vil starte din karriere på en stor eller lille arbejdsplads, om du vil arbejde i det offentlige eller det private, og om du vil flytte arbejdsadresse til et andet sted i landet. Du kan læse et par eksempler på, hvad du kan blive som udlært kontorassistent her.
Hvis du har afsluttet enten 9. eller 10. klasse for mere end to år siden, og du er under 25 år, skal du begynde direkte på det, der hedder grundforløb 2. Det er et forløb, der varer 20 uger (½ skoleår) efterfulgt at et studiekompetencegivende forløb på 40 uger (ca. 1 år), og herefter fortsætter du på kontoruddannelsens hovedforløb.
Du kan se en grafik over forløbet her – men vær opmærksom på, at du altså springer grundforløb 1 over.
Er du fyldt 25 år, kan du læse mere under FAQ-punktet “Kan jeg tage kontoruddannelsen som voksen (+25 år)?”
Ja! Hvis du er fyldt 25 år, når du starter på kontoruddannelsen, er du voksenelev og gennemfører uddannelsen efter særlige regler om voksenspor, EUV (erhvervsuddannelse for voksne). De særlige regler indebærer bl.a., at uddannelsesforløbet typisk er kortere end uddannelsesforløbet for unge, og forløbet starter altid med en realkompetencevurdering på skolen. Du kan læse mere om EUV og realkompetencevurdering her.