Jonathan 3

Jonathan skiftede uddannelsesspor: “Jeg fandt ud af, hvor meget jeg udvikler mig, når jeg får lov til at lære mit fag i praksis”

Jonathan 3

Jonathan havde taget en bachelor og var i gang med sin kandidat, da han skiftede uddannelsesspor og blev revisionselev hos Martinsen Rådgivning & Revision – eller revisortrainee, som det hedder hos dem.

Selvom tanken om at skifte havde virket skræmmende for Jonathan, føltes det så rigtigt at blive elev hos Martinsen, at han tog beslutningen på en uge. Og det har han været glad for lige siden.

Speciale: Revision.

“Jeg syntes, det lød rigtig spændende, og jeg kunne se planen for, hvad fremtiden ville bringe."
Jonathan 4

Fra universitetet til kontoruddannelsen

Da Jonathan manglede et år af sin kandidatuddannelse, var han ved at køre træt i sit fag. Han var mæt af teoritung undervisning og savnede at arbejde mere med emnerne i praksis.

En dag talte han med en af sine venner fra bacheloruddannelsen, som var skiftet til kontoruddannelsen og blevet elev hos revisionshuset Martinsen. Vennen var selv meget glad for at være kontorelev med speciale i revision og fortalte, at man arbejder tæt sammen med revisoren og får fingrene langt ned i rigtige regnskaber for rigtige virksomheder. Man løser opgaver, der skaber stor værdi, og får erfaringer, der baner vejen for en spændende karriere som rådgiver for dansk erhvervsliv.

Jonathan var dog lidt skeptisk til at starte med:

“Jeg var ikke helt sikker på, at det var noget for mig. Jeg havde jo også mine fordomme, jeg tænkte, at det var kedeligt at arbejde med revision – og så var jeg jo næsten færdig med en anden uddannelse. Men samtidig havde jeg ikke lyst til at arbejde med det, jeg lærte på min uddannelse. Så jeg fulgte min vens anbefaling og kom til en kop kaffe hos Martinsen,” fortæller han.

Til kaffesamtalen blev Jonathans fordomme om revisionsfaget hurtigt gjort til skamme. Han blev klar over, at det var alt andet end kedeligt:

“Jeg syntes, det lød rigtig spændende, og jeg kunne se planen for, hvad fremtiden ville bringe. Og så sagde jeg, “det er et godt tidspunkt, at vi møder hinanden”. For jeg havde brug for, at der skulle ske noget nyt.”

“Det betød meget, at jeg kunne fortælle, at der var en plan for, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde."
Jonathan 2

At tage uddannelsesspringet

Jonathan gjorde sig mange tanker om det at skifte uddannelse:

“Jeg var 27, da jeg valgte at skifte spor, og der var alle mulige faktorer, der havde stor betydning lige dér: Fremtid, karriere, osv. Og hvordan går man hjem og siger til sin familie “jeg er faktisk droppet ud”? Den samtale kan virke lidt skræmmende.”

Men mødet med Martinsen gav Jonathan en ro i maven, han ikke havde haft længe. Og derfor blev det også lettere for ham at fortælle omverdenen om sin beslutning:

“Det betød meget, at jeg kunne fortælle, at der var en plan for, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Selvom nogle i min familie tænkte, at det ville være nemmere for mig bare at gøre min kandidatuddannelse færdig, kunne de godt mærke på mig, at det var det rigtige for mig at skifte. Og de lovede at støtte mig hele vejen.”

"Jeg har besluttet, at jeg gerne vil læse en kandidat i revision, når jeg er færdig som elev, og det er der mange, der har gjort før mig. Jeg står ikke alene."
Jonathan 5

Værdifuld sparring med kolleger, der er gået samme vej

Jonathan startede som elev i april 2024 og oplever, at han udvikler sig hurtigt, både fagligt og personligt. Han har et reelt ansvar for at sikre den gode dialog med kunden om de konkrete leverancer – og så er han glad for den sparring, han har med sine kolleger.

I det hele taget oplever Jonathan at være en del af et stærkt fællesskab, hvor man løfter i flok og lærer med og af hinanden. Og fællesskabet og den gode sparring hjælper også Jonathan på et personligt plan – bl.a. i overvejelserne om den karrierevej, han drømmer om på sigt:

“Jeg har fået så mange kolleger, jeg kan læne mig op ad, når jeg tager beslutninger om næste skridt. Fx har jeg besluttet, at jeg gerne vil læse en kandidat i revision, når jeg er færdig som elev, og det er der mange, der har gjort før mig. Jeg står ikke alene.”

Publiceret 12. februar 2025

Læs også:

Flere fortællinger

Klik nedenfor, hvis du vil læse interviews med flere kontorelever – der har valgt andre specialer.

Advokatsekretær-uddannelse_still_1.jpg
Næste skridt

Vil du vide mere om kontor­uddannelsen?

Her på blivkontorelev.dk har vi samlet en hel masse info om kontoruddannelsen og det at være kontorelev. Klikker du i menuen øverst til højre kan du bl.a. få indblik i de seks specialer og læse eksempler på, hvilke typer jobs man kan komme til at sidde i som udlært.

Du kan også undersøge med det samme, hvilke veje der fører til kontoruddannelsen, ved at klikke på "Find din vej" nedenfor. Eller du kan se, hvilke virksomheder der søger kontorelever netop nu ved at vælge "Ledige elevstillinger". Det kan måske gøre dig klogere på de karriereveje, man kan gå.

FAQ

Er der noget, du er i tvivl om? Tjek vores liste over ofte stillede spørgsmål.

  • Du har måske hørt, at kontoruddannelsen består af flere dele – herunder et grundforløb og et hovedforløb. Hvis du kommer direkte fra folkeskolens 9. eller 10. klasse, skal du helt rigtigt starte med det, vi kalder ”grundforløbet”.

    Et grundforløb er en typisk første del af en erhvervsuddannelse. Her har du en række gymnasiale og kontorspecifikke fag, hvor du bliver klogere på, hvad du kunne have lyst til at specialisere dig i, når du undervejs i det studiekompetencegivende forløb skal vælge speciale. Grundforløbet er inddelt i to, GF1 og GF2, og varer op til 2x20 uger (ca. 1 år).

    Hvis du kommer fra gymnasiet, tager du ikke grundforløbet, men starter (næsten) direkte på hovedforløbet – dvs. som elev på en arbejdsplads. Læs mere om netop din vej til kontoruddannelsen her.

  • Det studiekompetencegivende forløb kalder vi også ”EUX-året” på kontoruddannelsen. Det varer ca. 1 år (40 uger) og ligger mellem grundløbet og hovedforløbet (dvs. 2. år af uddannelsen). Her afslutter du en række gymnasiale fag, hvilket giver dig adgang til hovedforløbet. Det er også her, du vælger speciale og finder din elevplads.

    Hvis du kommer fra gymnasiet, skal du ikke gennemføre et studiekompetencegivende forløb. Derimod starter du (næsten) direkte på hovedforløbet – dvs. som elev på en arbejdsplads. Læs mere om netop din vej til kontoruddannelsen her.

  • Kontoruddannelsen har seks specialer: administration, offentlig administration, spedition og shipping, økonomi, revision og advokatsekretær.

    Inden du starter på hovedforløbet, har du mulighed for at vælge, hvad netop du har lyst til at specialisere dig i. Det, du vælger, kommer du til at specialisere dig i gennem to år som elev på en arbejdsplads (hovedforløbet).

  • Hovedforløbet strækker sig over to år og er den sidste del af kontoruddannelsen. Under hovedforløbet er du elev på en arbejdsplads, du selv har valgt, og du specialiserer dig inden for dit valgte område. Udover at lære og suge til dig på din arbejdsplads vil der være mellem 7-15 ugers skoleophold fordelt på de to år. Det vil sige, at langt størstedelen af hovedforløbet foregår ”ude i virkeligheden”.

    Hvis du kommer fra STX, HF eller HTX, finder du en skole nær dig, der udbyder kontoruddannelsens grundforløb til studenter, og tager et fem ugers forløb med relevante kontorfag.

    Kommer du fra HHX, eller har du allerede tidligere gennemført kontoruddannelsens EUX-forløb, skipper du dette forløb.

    Læs mere om netop din vej til kontoruddannelsen her.

  • En elevplads er en plads hos en virksomhed eller offentlig instans, som du laver en såkaldt uddannelsesaftale med. Det vil sige, at begge parter – både du og arbejdsgiver – underskriver en kontrakt, og arbejdsgiveren forpligter sig til at tage dig i lære i henhold til reglerne for kontoruddannelsen.

    Det er som elev på denne arbejdsplads, at du tager dit 2-årige hovedforløb og bliver lært op inden for dit valgte speciale.

    Se, hvilke virksomheder der søger kontorelever netop nu, her.

  • Ja, flere af kontoruddannelsens specialer giver gode muligheder for ophold i udlandet. Du kan vælge selv at finde en virksomhed i udlandet og benytte den ordning, der hedder oplæring i udlandet, når du er færdig med det indledende EUX-forløb.

    Du kan også blive ansat i en dansk virksomhed, der udstationerer sine kontorelever for en kortere eller længere periode. Det gælder fx inden for specialet spedition og shipping. Du kan evt. tjekke siden Ledige elevstillinger ud og kigge efter opslag under ”spedition og shipping”, der omtaler en elevtid i et internationalt miljø.

    Endelig tilbyder en række af erhvervsskolerne også studieture på det indledende EUX-forløb, og der kan også være studieture med skolen, når du er blevet ansat som elev i en dansk virksomhed.

  • Som kontorelev får du allerede løn under din uddannelse, både i læreplads- og skoleperioderne. Elevlønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området, og du får løn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft. Din elevløn afhænger af, om du er fyldt 25 år. Er du under 25 år, er din startløn som som regel ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år, og din elevløn stiger typisk, mens du er under uddannelse. Er du fyldt 25 år, er du voksenelev, og din startløn som elev er som regel højere. Den vil typisk ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området (Kilde: ug.dk) Din løn som udlært kontorassistent afhænger bl.a. af den stilling, du får, og hvilke ansvarsområder du bliver tildelt. Din løn vil også ændre sig med tiden, efterhånden som du får erfaring og nye ansvarsområder. Du kan læse mere om lønniveauer for forskellige stillinger, og hvilke forhold der bestemmer dem, ved at klikke rundt på vores side om jobeksempler. Listen er langtfra udtømmende, men giver en idé om nogle af dine muligheder som udlært.

  • Vi troede aldrig, du ville spørge: Din vej til kontoruddannelsen afhænger bl.a. af din alder, og om du kommer fra folkeskolen eller gymnasiet. Klik her for at blive klogere og finde netop din vej.

  • For at begynde på grundforløbet skal du have bestået folkeskolens afgangseksamen eller tilsvarende. Dit karaktergennemsnit i dansk og matematik ved afgangseksamen i 9. eller 10. klasse skal være mindst 2,0, og du skal være vurderet uddannelsesparat. Derefter skal du indsende din studievalgsportfolio og ansøgning på optagelse.dk.

    Har du allerede en gymnasial uddannelse, opfylder du også adgangskravene.

  • Det kan du tro. Faktisk er det et krav, at du tager kontoruddannelsen som et EUX-forløb. Det betyder, at du skal have en række fag på gymnasialt niveau – og at du efter endt uddannelse også modtager et bevis på din erhvervsfaglige studentereksamen.

  • Ja, flere skoler udbyder et online grundforløb. Uddannelsens niveau vil være det samme online, som hvis du tager uddannelsen fysisk på skolen, og du skal nå de samme uddannelsesmål og bestå de samme eksamener. Du kan imidlertid ikke gennemføre hovedforløbet online – her tilknyttes du en arbejdsplads og vil ofte arbejde fysisk på arbejdspladsen.

  • Du afslutter uddannelsen med en fagprøve, og du modtager et uddannelsesbevis. Du får også det endelige EUX-bevis (erhvervsfaglig studentereksamen), hvis du har gennemført et EUX-forløb forud for hovedforløbet.

  • Absolut! Uanset hvad du specialiserer dig i på kontoruddannelsen, har du gode muligheder for at læse videre på et fuldtidsstudie, og/eller du kan tage efteruddannelseskurser ved siden af dit faste job.

    I kontoruddannelsen er indbygget en EUX, så du får automatisk en gymnasial uddannelse sammen med dine færdigheder som kontorassistent. Det betyder, at du fx kan læse videre på en professionsuddannelse eller på universitetet. Det eneste, du skal være opmærksom på, er, at nogle videregående uddannelser kræver, at du har gennemført bestemte gymnasiefag på et bestemt niveau – i så fald vil du kunne tage suppleringskurser (GSK) forud for optagelse.

    Du har også rig mulighed for at efteruddanne dig, mens du arbejder. På den måde kan du beholde dit job og tage kurser ved siden af, der giver dig nye og flere kompetencer.

  • Dine karrieremuligheder er mange! Du har for det første gode muligheder for fastansættelse på den arbejdsplads, du har været elev på – og hvis du søger nye udfordringer, vil du kunne bringe dine kompetencer i spil på en anden arbejdsplads. På den måde har du et ideelt udgangpunkt for at vælge, om du vil starte din karriere på en stor eller lille arbejdsplads, om du vil arbejde i det offentlige eller det private, og om du vil flytte arbejdsadresse til et andet sted i landet. Du kan læse et par eksempler på, hvad du kan blive som udlært kontorassistent her.

  • Hvis du har afsluttet enten 9. eller 10. klasse for mere end to år siden, og du er under 25 år, skal du begynde direkte på det, der hedder grundforløb 2. Det er et forløb, der varer 20 uger (½ skoleår) efterfulgt at et studiekompetencegivende forløb på 40 uger (ca. 1 år), og herefter fortsætter du på kontoruddannelsens hovedforløb.

    Du kan se en grafik over forløbet her – men vær opmærksom på, at du altså springer grundforløb 1 over.

    Er du fyldt 25 år, kan du læse mere under FAQ-punktet “Kan jeg tage kontoruddannelsen som voksen (+25 år)?”

  • Ja! Hvis du er fyldt 25 år, når du starter på kontoruddannelsen, er du voksenelev og gennemfører uddannelsen efter særlige regler om voksenspor, EUV (erhvervsuddannelse for voksne). De særlige regler indebærer bl.a., at uddannelsesforløbet typisk er kortere end uddannelsesforløbet for unge, og forløbet starter altid med en realkompetencevurdering på skolen. Du kan læse mere om EUV og realkompetencevurdering her.